Varianter:
- Kampspil
- Skydespil (”FPS” – ”First Person Shooter”)
- Sportsspil
- Kørespil
- Actionadventure
Du drejer om et hjørne...lugten af død hænger i luften...du ved, at fjenden lurer i mørket...det er kun et spørgsmål, om du når at skyde ham, før han skyder dig. En svedperle drypper ned på din næse...stilhed....så en svag lyd...du koncentrerer dig 100 % om lyden – PLUDSELIG er han der og du kaster dig rundt, mens fingeren på aftrækkeren sørger for at sende en regn af kugler i hans retning. I et nu er alt ild, kugler og smertensbrøl og så ligger han der på jorden, død....du drejer om endnu et hjørne...
De action-lignende spil er handlingsmættede. Spillene går typisk ud på at klare en eller anden type forhindring. Midlet er enten at dræbe, skyde, smadre og/eller slås, Man styrer en person, ofte som ”First Person”, altså som om man selv førte kniven, pistolen eller bilen.
Som regel er man god og skal udradere de onde, men det modsatte kan også være tilfældet. Spilleren styrer en person, en robot, en maskine eller andet, som kan være udstyret med særlige evner eller våben. Tempoet er gerne hektisk og stemningen spændt. Actionspil er tit udstyret med en meget flot og dramatisk lydside.
Actiongenren rummer mange varianter. En af dem er Actionadventure, som er en kombination af Action og Adventurespil. Hovedvægten ligger på action, samtidig med at der som regel er gjort mere ud af historien end i rene Actionspil.
- Eksempler på Actionspil: Max Payne, Hitman, Doom, Half-Life, Golden Eye, Battlefield
- Eksempler på Skydespil (FPS, First Person Shooters): Counter Strike, Call of Duty, Unreal Tournament, Quake
- Eksempler på Sportspil: FIFA, Tony Hawks Pro Skater, NBA Basket
- Eksempler på Kørespil: GTA (Grand Theft Auto), The Italian Job
- Eksempler på Actionadventurespil: Diablo – Lord of Destruction, Beyond Good and Evil, Tomb Raider
- Eksempler på Kampspil: Tekken, Legends of Wrestling